Forside Om foreningen Udvalg Aktiviteter Årets nyheder Jagthistorier Nyjægersiden Sponsorer Links JKF
 

Med JKF på Drejens

 

 

Det var tæt på at det ikke var vejr for hverken mennesker eller dyr, derude på Drejens lørdag d. 03/12 2011. Der var blevet lovet voldsom regn, stormende kuling og vindstød af orkanstyrke, - og hvad andre måske ikke formår i øjeblikket, det gjorde meteorologerne: De holdt hvad de lovede!

Man kan måske ane Lillebælt i baggrunden på det øverste billede, men man kan nok også fornemme, hvordan regn og blæst piskede deltagerne på JKF jagten på Drejens halvøen den første lørdag i december måned.
-Men enhver jagt er jo som bekendt den bedste - indtil den begynder, og man hævder også hårdnakket, at der ikke findes dårligt vejr til jagt, kun dårlig påklædning...
 

-At en FT-spaniel så sjældent iklæder sig goretex-membran-tøj glemmer de fleste i den forbindelse...

Den her jagt blev imidlertid ved med at være en af de bedste. Måske først og fremmest fordi den var vel tilrettelagt men også fordi terrænet på Drejens er noget helt specielt med sine høje bakker og dybe slugter, - smukt selv i det mest barske vejr.

 
Der var nok ikke mange af os, der havde ventet sig det store vildtudbytte i det krævende vejr. Og der blev heller ikke set meget af det flyvende vildt, et par fjerne snepper måske, men derimod var der dejligt mange harer. Rigtig mange. Der blev skudt 4 harer i de 5 såter men vi så et tocifret antal af dem, og der var tale om rigtig stærke dyr trods det våde efterår. Det var en dejlig overraskelse.

Foruden de mange harer var der også to dyr i den sidste af såterne og det ene blev beskudt og leveret.

Efter sidste såt kørtes der til Strandjægernes klubhus i Marina syd. Her blev der holdt vildtparade og derefter mødtes vi til den sikre såt, hvor jagtleder takkede for god og sikker skydning og godt hundearbejde.